Lån gobelinen Alle vi børn i Norden

DSC_0611.JPG

Alle vi Børn i Norden

Til dagligt bor gobelinen i Multisalen på Skolen på Duevej, men alle skoler og institutioner på Frederiksberg har mulighed for at låne gobelinen for en periode. Eneste betingelse er, at man passer rigtigt godt på den.

Kontakt Nynne Savery for at lave en aftale her.

Gobelinen Alle vi børn i Norden er blevet til på baggrund af tegninger fra børn og unge på Frederiksberg og i venskabsbyerne Tartu (Estland), Hämeenlinna (Finland), Hafnarfjödur (Island), Bærum (Norge) og Uppsala (Sverige) i Norden i anledning af foreningen Nordens 100 års jubilæum.

Titlen på gobelinen er inspireret af Astrid Lindgrens bøger om Alle vi børn i Bulderby. Formålet med gobelinen er at virke som både en kunstnerisk udsmykning og som et samtaleoplæg til hvad der knytter os sammen kulturelt, geografisk, sprogligt og historisk i regionen Norden. Historierne på gobelinen er ”fortalt” af børnene selv og viser at vi ikke er så forskellige endda. Her er en fodboldkamp, en pige, som går tur med sin hund i regnvejr - fordi hun syntes det er sjovt, to piger, der spiser is, et højhus, monstre og glade børn i mange farver. Men ingen kan se hvor børnene kommer fra – vi ved dog alle, at de kommer fra de 6 venskabsbyer i Norden.

Alle landenes flag er også repræsenteret på gobelinen, for at vi alle kan huske, hvordan de ser ud. Vi har således vævet en masse udsagn og fakta sammen og håber nu, at skoler og institutioner har lyst til at låne gobelinen.

Vi samler løbende små historier, fotos af nogle børnene på gobelinen og ophængninger her

Tak til Frederiksberg Fonden, for støtte til projektet.